VEDTÆGT FOR TEATER OG MUSIK ODSHERRED
OPRETTET I HENHOLD TIL Lov nr. 519 af 21. juni 2005,
LOV OM TEATERVIRKSOMHED.
1.
Teaterforeningens navn er: Teater og Musik Odsherred
2.
Foreningen er en almennyttig forening, hvis formål udelukkende er at give borgerne i Odsherred Kommune og nærmeste omegn et mangfoldigt professionelt teater- og scenekunsttilbud. Foreningen samarbejder med spillesteder i kommunen og Kultur- og Folkeoplysningsudvalget i Odsherred Kommune.
Foreningen administrerer efter scenekunstlovens bestemmelser i henhold til de til enhver tid af Kulturministeriets udsendte bekendtgørelser herom.
Foreningens overskud må alene anvendes i overensstemmelse med ovennævnte formål.
3.
Foreningen fastlægger de rabatordninger, der skal være gældende. Der kan etableres samarbejder med andre teaterforeninger og udbydere af teater.
Ved fastlæggelsen af rabatordning sikres rabat ved samlet køb af flere forestillinger.
Foreningen formidler at børn og unge samt grupper, der sjældent kommer i teatret, får teatertilbud.
Medlemskab kan tegnes af enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark. Videresalg i erhvervsmæssigt øjemed er ikke tilladt.
Ved tegning af medlemskab betales et kontingent, der fastsættes af bestyrelsen.
4.
Teaterforeningen forpligter sig til alsidighed i repertoiret, idet den køber forestillinger af det producerende teater og oppebærer formidlingstilskud, indtægter ved anden form for billetsalg og indtægter i form af offentlige tilskud.
5.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for teaterforeningens forpligtelser.
6
Foreningens bestyrelse består af 9 medlemmer og søges sammensat af personer med bredest mulig tilknytning til det lokale miljø.
Bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter for disse vælges af generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal. Samtlige valg gælder for 2 år således, at 4 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant er på valg i lige år. 5 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant er på valg i ulige år.
Genvalg kan finde sted.
Odsherred Kommune kan udpege et medlem til bestyrelsen.
7
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter om fornødent sin forretningsorden.
Formand, næstformand, kasserer og sekretær udgør forretningsudvalget. Forretningsudvalget varetager den daglige drift, men har ingen beslutningskompetence i større sager. Udvalget forbereder sagerne til bestyrelsen og udarbejder dagsorden til bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne deltager. Beslutningerne træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.
Der udarbejdes referat af bestyrelsesmøderne, som godkendes på det efterfølgende møde.
Teaterforeningen forpligtes ved formandens underskrift alene eller ved to bestyrelsesmedlemmers underskrift.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp i henhold til godkendt budget.
8
Teaterforeningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni. Bestyrelsen forvalter teaterforeningens midler. Bestyrelsen har ansvar for udarbejdelse af regnskaber og budgetter og disses rettidige indsendelse til de tilskudsgivende myndigheder.
Regnskabet opstilles i henhold til årsregnskabsloven.
9.
Generalforsamlingen er teaterforeningens øverste myndighed. Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert registreret og fremmødt medlem.
Afstemningen sker mundtligt, medmindre én af de fremmødte, stemmeberettigede forlanger skriftlig afstemning. Før en skriftlig afstemning, vælges 2-3 stemmetællere.
Alle beslutninger træffes på generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af august måned. Der indkaldes til generalforsamling via elektronisk post til medlemmerne og ved bekendtgørelse i en lokal ugeavis med 14 dages varsel.
Bestyrelsen fastsætter mødested og -tid.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:
Valg af dirigent.
Formanden aflægger beretning.
Regnskabet for den afviklede sæson fremlægges til godkendelse. Der orienteres om budgettet for den kommende sæson.
Indkomne forslag a) fra bestyrelsen. b) fra medlemmerne.
Valg af bestyrelse og suppleanter.
Eventuelt.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom. En sådan generalforsamling skal afholdes inden en måned fra begæringens modtagelse.
10.
Beslutninger om ændringer af vedtægter kan kun ske på en ordinær generalforsamling, såfremt det forud har været på dagsordenen, og at medlemmerne dermed er gjort bekendt med det.
11.
Beslutninger om foreningens ophævelse kan kun træffes, når det sker på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Vedtagelse skal ske med kvalificeret flertal på mindst 75 % af de fremmødte stemmeberettigede på første generalforsamling.
Ved 2. Generalforsamling kræves alene simpelt flertal til vedtagelsen af forslaget.
Ved foreningens ophør eller ophævelse, skal dens formue i det hele anvendes i overensstemmelse med foreningens formål, idet fordelingen anvises af den siddende bestyrelse og godkendes af kulturudvalget i Odsherred Kommune forinden udlodning kan finde sted.
Vedtaget på den ordinære generalforsamling den 27.august 2019
__________________________ ________________________
Karen Sørensen, dirigent Inge Risom-Jensen, formand